Kapitel 423. juni. Camaret-sur-Mer St. Briac-sur-Mer. 389 km
Vejskiltene sætter os på en prøve nu. Netop som man føler, at den smule fransk, man kan, er blevet genopfrisket, går de over i et oldgammelt sprog.
Se, vi havde planlagt en smuk køretur op langs kysten med udsigt over milelange sandstrande og smukke klippeformationer, afsluttende med en gastronomisk frokost på en hyggelig restaurant med udsigt over vandet. Derfor havde vi også slået vores effektive frk. Nüvi fra.
Og hvordan gik det så? Joh, vi er meget enige om, at alle småbyerne har enorme kirker med enorme kirketårne, der alle har en masse klokker og spir og huller i tårnene, formet som et kors, således at vinden kan gå igennem. Så er der også en masse torvesalg i bymidten, hvilket betyder omkørsel og endestation på Herrens mark. Endelig kan man ikke se vandet langs kystvejen for bare træer. Da vi endelig så en masse skibsmaster i det fjerne, drønede vi derned i håbet om at finde vores idylliske havn.
Blot for at erfare, at nu var det altså ebbe og ikke en dråbe vand i bugten, som alle skibene bogstaveligt talt stod i.
Tålmodigheden opbrugt, dog efter et stort latteranfald fra os begge. For har vi ikke prøvet det samme mange andre steder? Svaret er jo, og man burde lære af sine fejl.
På med frk. Nüvi, og så gik det derudad, den direkte vej til næste planlagte campingplads. Ironisk nok var denne motorvej højt hævet over landskabet, vi endelig kunne nyde havet.
Sultne og tissetrængende var vi blevet, og da den halve franske hær stod og ventede i kø for at komme til toiletterne på rastepladsen, besluttede vi os til at køre om til hotellet lige om hjørnet. Masser af lastbiler. Kæmpe restaurant. Jamen at finde en Routier lige her var herligt. Så ind og sidde ved de lange borde sammen med alle de andre chauffører. Brød, vin, vand og cider deltes med de andre ved bordet, og man kunne vælge mellem tre forskellige dagens retter. Vi fik Bøf Provencale med kød så mørt som smør. Her efter stort dessertbord og der var mere end 1 dessert til hver. Til sidst kaffe. Hele herligheden inklusive det gode selskab 7,50€ pr. næse. Tak til den franske hær!Således opmuntrede rullede vi veltilfredse og mætte ind på vores campingplads en times tid senere.
En herlig plads med fastliggere, som alle kendte hinanden, men hvor man også tog os fremmede med, blandt andet ved afstemningen til VM-kampen mellem Frankrig og Togo i baren, hvor indehaveren kendte alles navne (vi var 40), som så blev skrevet op på tavlen. En god og entusiastisk oplevelse. Nok især fordi Frankrig vandt 2 0.
Boule konkurrencen skulle vi ikke have noget af at deltage i. Vores unger ville have elsket vandrutchebanerne. Og vi er begyndt at se yngre mennesker. Endda børn.
PS. I dag var vi ved at løbe tør for benzin i Brest. Vi var garanteret løbet tør. Vi fik frk. Nüvi til at fortælle os, hvor den nærmeste benzintank lå, og vips havde hun gelejdet os igennem et stort boligkvarter til den nærmeste tank. Begynder snart at blive jaloux!
St. Briac-sur-Mer Lessay. 191 km.
Det var en smuk lille by, St. Briac. Fine strande mellem klipperne, masser af tidevand og masser af smukke, velholdte gamle huse. Endda en golfbane med den smukkeste udsigt som distration.
Campingpladsen her i Lessay er til gengæld enorm. Her er næsten 500 fastliggerpladser. Det minder om Carl Nielsens Minde (kolonihaveforeningen i Gladsaxe) fra min barndom. Blot er grundene mindre og husene (læs: de stationære campingvogne) meget større. Der er dog levnet et lille område til os, der rejser igennem, og os er de lige glade med. Faciliteterne er som sædvanlig fine. Tennisbanen fandt vi ved et tilfælde gemt mellem en masse campingvogne, som var til salg. Det kostede godt nok 6€ at spille, men det syntes vi nu ikke, vi skulle betale, når hverken forretning eller restaurant var åbnet endnu. Så det betalte vi ikke. På denne plads var der nemlig ingen rabat for at komme tidligt i sæsonen.
Flotte milevide sandstrande. Ikke flere klipper. Her er en masse æbler, og der bliver brygget en masse cider og calvados. Det første smager dejligt forfriskende og 50% af os elsker det. Det andet gemmes til specielle lejligheder. Calvados er pragtfuldt.
25. juni. Lessay Bayeux. 177 km.
Så er turen kommet til Normandiet og alle strandene fra D-dag den 6. juni 1944. Alvoren taget i betragtning, var det såmen meget passende, at vi fik det første gråvejr i fire uger. Vi så Utah Beach og Omaha Beach (som ikke mere er en strand, men en landevej med store huse bygget på skrænten).
Ved Omaha Beach var der en vej, der hed Bedford, Virginia. Det måtte vi naturligvis fotografere for at sende over til min onkel Carlton i ja rigtigt Bedford Virginia. Min onkel mødte min moster i København 1945. De blev gift og har indtil nu været gift i 60 år. Jeg ved, at der også i Bedford er et mindesmærke for de faldne soldater ved D-dag. Har egentlig aldrig fået at vide, hvordan min onkel kom til København. Men han var i marinen, så måske?
Det begyndte at regne kraftigt ved frokosttid. Vi var nået til Bayeux, hvor halvdelen af selskabet skulle se en gammel gobelin fra 1066, om eftermiddagen. Nå, her har de lukket om søndagen. I Madrid var det om mandagen, og i Paris mange steder om tirsdagen.
Vi blev i Bayeux på den kommunale campingplads. Regnen silede ned, klokken var 14 og den åbnede først klokken 17. Det var meget besværligt at få ringet madam op og umuligt at overtale hende til at lukke os ind, indtil monsieur imødekommende kom på banen.
Vi kan slå vores telt op, sætte vores liggestole ind og være i gang med at læse bøger på mindre end fem minutter.
Regnen blev ved med at sile ned, så efter at have set England slå Equador 2 0 sammen med en lille flok uengagerede englændere, havde vi en god undskyldning, for at tage ind til byen for at nyde et formidabelt måltid med blandt andet østers.26. juni. Bayeux Peronne. 406 km.
Det har regnet tæt i nat og gjorde det også her til morgen. Efter et tidligt bad var det imidlertid blevet opholdsvejr, og vi kunne lave os noget kaffe og æg og bacon. Imens kunne vi så nyde omgivelserne på denne velplejede plads. De grønneste og blødeste græsplæner og et blomsterflor uden lige. En fornøjelse. Og hvad betyder det, at det regner, når det slet ikke er koldt? De rien.
Som en af de første trådte jeg ind for at se den berømte tapisseri (fransk ord for billedtæppe) om slaget ved Hastings i 1066. Imponerende, at det er opbevaret i sådan en perfekt stand, og en imponerende måde at fortælle historie på. Man regner med, at det 70 meter lange værk er blevet benyttet til at smykke katedralen ved særlige festlige lejligheder. Hans-Henrik Olsen (en fra vores fordums cykelhold) har skrevet enungdomsbog om hvordan han kunne forestille sig, at de unge piger og mere erfarne kvinder havde siddet og syet klædet. Hans fantasi og fortælleevne er fortræffelig. Se broderierne. Læs bogen.
1988. 416 sider, illustreret Dværgen fra Normandiet
Forlag: MallingsDværgen og billedmageren Turold, soldaten og historiefortælleren Ligulf samt fire sypiger i et nonnekloster er hovedpersonerne i en beretning om tilblivelsen af det berømte bayeux-tapet, som skildrer slaget ved Hastings 1066. Illustreret med sort/hvide tegninger af dele af tapetet samt efterskrift om dets historie
Originaludgave: 1988
ISBN: 87-7333-440-5Og så er Bayeux en smuk gammel by og åbenbart Viborgs venskabsby. Det stod i hvert fald på velkomstskiltene ved indkørslen til byen.
Da det stadig var dårligt vejr besluttede vi os for at køre lidt længere end planlagt. Den første plads, vi havde fundet efter ADAC campingbogen var lidt meget a la ferme. 11 km ad markveje ind til en meget mørk og våd plads i en skov.
Så vi fortsatte til Peronne, som også er en smuk ammel by og med mindesmærker fra 1. verdenskrig. Men vi skal ikke se flere krigsmonumenter eller kors. Vi nøjes med sluserne her ved campingpladsen samt de utroligt uopdragne engelske unger og deres lige så utroligt ucharmerende forældre, vi er havnet i blandt! Konen smed opvaske vandet ud på vejen fra campingvognen, og manden råbte og skreg af ungerne, som så løb op på legepladsen for der at råbe og skrige til de mindre søskende.
27. juni. Peronne Herrlisheim. 555 km.
En håbløs nat! Efter skrig og skrål og rabalder fra campingvognen satte de voksne sig ud og drak og talte temmelig højt indtil klokken 2 om natten. Når man sover i telt, lyder det som om de sidder lige ved siden af. De var dog ikke i stand til at modtage fornuft. Vi havde i hvert fald ikke lyst til at prøve. Synd at sådan en dejlig plads med fine faciliteter, anløbsplads for både og den fineste swimmingpool skal ødelægges af sådanne bøvede mennesker.
Så det var herligt at nå Herrlisheim. Vi har været her før og her er smukt meget. Det er vejret også. Desværre må vi se i øjnene, at ferien synger på absolut sidste vers. Én dårlig oplevelse (den i går aftes og i nat) på over en måned er til at overse og hurtigt glemme. Her føler vi os hjemme og klientellet her er lidt mere civiliseret. Vi har dog set en englænder. Men en svale gør som bekendt ingen sommer.
28. juni. Herrlisheim.
Efter en dejlig morgenmad i dejlige omgivelser, kørte vi op til Husseren til et kendt dejligt hotel med en fremragende restaurant og bestilte bord til om aftenen.
Da vi nu var i området, halvvejs oppe af bjerget Schossberg, kørte vi de sidste km op til toppen ad la route cinq chateaux til slotsruinerne, som kan ses langvejs fra. Udsigten denne dag var knap så god, som man kunne ønske sig Varmedisen over Rhindalen var lidt tæt. I øvrigt er Alsace et rent eldorado for historieinteresserede, der findes over 200 borg- og slotsruiner. Men selvfølgelig er det også lige stedet for folk med hang til lidt vin.
Om eftermiddagen fandt vi supermarkedet Rond Point, som ifølge Mogens skulle ligge tæt på N83, ikke så langt fra selve Colmar. Og ganske rigtigt, et dejligt stort supermarked, som vi selvfølgelig har været i før. Vi købte mayonaise og sardiner og alt det gode, vi svælger i her i Frankrig. Blandt andet købte vi hvidvin her fra Husseren til Mogens fødselsdag.
Aftenens middag, en slags afsked med vores formidable ferie, blev som ventet dejlig, dyr og velsmagende.
28. juni. Herrlisheim Kruså. 957 km.
Efter vores sædvanlige gode og veltillavede morgenmad med dertil god og stærk kaffe gik så turen op over mod Danmark. Turen blev, som den altid er i Tyskland, trættende og besværlig. Alt for mange biler, og især lastbilerne i deres lange karavaner er uudholdelige. Vi vedtog, at vi fremover kun vil køre gennem Tyskland om natten.
Ved 18-tiden nåede vi så Kruså campingplads, som desværre ikke helt lever op til de kvaliteter vi har været vant til i de seneste fem uge. Men vi skal jo blot være her en nat.
29. juni. Kruså Blokhusvej i Solrød. 273 km.
Efter morgenmaden drog vi ned til grænsen, hvor vi provianterede til Mogens fødselsdag. Øl, sodavand og lidt slik. Hurtigt overstået og så ellers bare tilbage til campingpladsen, hvor vi pakkede teltet sammen og forsøgte at få alt det indkøbte med i vores dejlig Yaris. Det gik faktisk ualmindeligt let. Det er dog utroligt, hvad der kan være i sådan lille bil.
Her er vores tro følgesvende: Yaris
og frk. Nüvi.
Tilbage til hovedmenuen
